>Sendte projektiler ned i lejren<

Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«

»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil.

»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agent Miles, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.

Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp.

Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.

»Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?«

»Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer.

Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«

»Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten.

De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«

»Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«
»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have vores tolk med?

»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.«

»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.«

Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove.

Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem.