>Var en snes skridt fra kaptajnen<

Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«

»Ja, sir,« svarede sergenten.

De to kaptajner sad ved siden af hinanden og iagttog de fem mænd, som med god afstand mellem sig red gennem buskadset ned til floden.

Lidt efter vendte Foredragsholdere tilbage og vinkede med begge hænder.

»Banen er fri!« råbte han.

Kaptajnen førte de to kompagnier ned til floden. Det vrimlede med fugle i buskadset; de fløj op og kredsede over de støvede ryttere.

Sandbunden var dækket af en smule brunt vand, og soldaterne var nødt til at holde i hestenes bidsler for at forhindre dem i at drikke.

Da de kom over på den anden bred, red de langsomt langs floden, og inden længe kunne de skimte mænd og ponyer på bakketoppen.

»De har set os,« sagde han, og Foredragsholdere gav tegn til hornblæseren. Trompetens toner var sølvklare, ligesom tynde pile der blev sendt ud i det sene, rosenrøde sollys. Der kom liv i hestene, og alle satte farten op.

Så løftede kaptajnen hånden, og de gjorde holdt.

En indianer havde forladt flokken på bakketoppen og var på vej ned mod det sted, hvor kavaleristerne ventede. Foredragsholdere red med rank ryg, armene over hovedet og flagrende hår, og hans lille pony løb let og elegant.

Solen gled længere ned, og pludselig lå bakkeskråningen bag ham i skygge. Han kom ud fra skyggen, og ponyen holdt op med at løbe.

Han holdt stadig hænderne over hovedet, mens han lod hesten gå, til Foredragsholdere var en snes skridt fra kaptajnen.

»Det er høvdingen,« sagde den ene kaptajn.

Den gamle høvding lod langsomt armene synke ned langs siderne, og et smil, der var halvt medlidende og halvt undskyldende, gjorde furerne i hans jordfarvede ansigt dybere.

Foredragsholdere sad helt roligt i sadlen, med nøgen overkrop, ubevæbnet. Han var noget, der var forsvundet, der var dødt og borte.